I Børnehuset Ulkebøl tager vi legen alvorlig
Det gør vi fordi: Barnet gennem legen øver motoriske færdigheder, tilegner sig vigtige erfaringer og udvikler sociale kompetencer.
I Børnehuset Ulkebøl vægter vi forældrenes viden om barnet højt
Det gør vi fordi: Det er forældrene, der har det bedste kendskab til barnet.
Det betyder, at vi kan give barnet en tryg dagligdag i institutionen, når personale og hjemmet hyppigt udveksler viden og erfaringer om barnet.
I Børnehuset Ulkebøl giver vi barnet tid
Det gør vi fordi: Det kræver tid at lære. Med støtte fra en rolig og tålmodig voksen, får barnet mulighed for at øve sig i f.eks. selv at tage tøj på, når vi skal ud at lege. Vi vægter også højt, at barnet får den nødvendige tid til fordybelse i legen.
I Børnehuset Ulkebøl tilbyder vi barnet oplevelser
Det gør vi fordi: Gennem gode oplevelser høster barnet nyttig læring.
Derfor tager vi gerne på tur ud af huset. Det kan være en tur på biblioteket eller i skoven. Vi besøger også gerne andre legepladser, eller fordyber os i pædagogiske tilrettelagte aktiviteter som f.eks. motorik, sangleg, temaarbejde mm.
I Børnehuset Ulkebøl hjælper vi barnet til at udvikle venskaber
Det gør vi fordi: Barnet lærer rigtig meget gennem leg med jævnaldrende. Barnet kommer til at opleve sig selv som en vigtig del af et fællesskab,
når barnet har gode legekammerater.
I Børnehuset Ulkebøl stimulerer vi dagligt barnets sproglige udvikling
Det gør vi fordi: Sproget er nøglen til at kunne udtrykke følelser og behov.
Det er godt at føle sig hørt og forstået.